FULDMAGTSFORHOLD OG HÆFTELSE FOR IMPORTMOMS

BEVISBEDØMMELSE AF DOKUMENTATION FOR REPRÆSENTATION OG MOMSLOVENS IMPORTØRBEGREB

Vestre Landsret har i ny dom BS-683/2016-VLR fastslået, at den der i toldmæssig forstand må anses som klarer, tillige må anses som importør i momslovens forstand. Vi ser i nærværende artikel nærmere på dommens betydning for speditørens risiko for at blive pålagt hæftelse for told og importmoms, som følge af utilstrækkelig dokumentation for fuldmagtsforholdet, når man handler som repræsentant.

Sagens baggrund

Sagen angik hvorvidt en toldspeditør hæftede for betaling af told og importmoms på i alt ca. 4,3 mio. kr. af varer omfattet af 63 toldangivelser af importafgiftspligtige tekstilvarer fra Kina, alle angivet i marts måned 2011.

Varerne var købt af et tysk selskab. Varerne blev fra Hamburg transporteret til Padborg i lastbil med appellanten som angivet varemodtager i henhold til T1-forsendelsesdokumenter, hvorfra varerne efter fortoldning skulle videresendes direkte til købere i Sydeuropa.

Speditøren havde modtaget opdraget fra en kontraherende speditør, som skulle stå for transport mv., for den tyske kunde i hele Europa. Toldspeditøren var ikke involveret i tilrettelæggelse af importen, transport, opbevaring el.lign., og har således på intet tidspunkt haft varerne i sin varetægt, ligesom han ikke har haft instruktionsbeføjelse eller råderet over varerne. Toldspeditørens eneste opgave var at angive varerne i SKATs toldsystem, når man via den kontraherende speditør blev adviseret om, at der var endnu en container på vej.

Den tyske vareejer som ønskede varerne angivet til fri omsætning i Danmark, havde på importtidspunktet ikke kendskab til momsnumrene for samtlige købere i Sydeuropa, hvorfor man ikke ønskede at lade varerne angive som EU-fortoldning (procedure 4200), men ønskede derimod efter det oplyste, at varerne skulle overgå til fri omsætning og frit forbrug i Danmark (procedure 4000), hvorfor der skulle afregnes både told og importmoms i Danmark.

Toldspeditøren modtog information om, at den tyske vareejer var i færd med at blive momsregistreret i Danmark, men indtil registreringen faldt på plads, oplyste den kontraherende speditør, at man havde indgået aftale med en tredje speditør (herefter benævnt ”speditør X”) om at varerne skulle angives i dennes navn og regning i den mellem liggende periode. Det var hensigten at told og importmoms skulle viderefaktureres som et udlæg til den tyske vareejer, som herefter ville være berettiget til momsfradrag, så snart deres danske momsregistrering faldt på plads.

Toldspeditøren angav således efter direkte skriftlig instruks fra den kontraherende speditør varerne i speditør X´s navn og for dennes regning. I toldangivelsen var speditør X således angivet som varemodtager i rubrik 8, men toldspeditøren selv var angivet som direkte repræsentant [2] i toldangivelsen rubrik 14.

Da speditør X modtog importangivelsen for marts måned med en opkrævning på ca. 4,3 mio. kr., og SKAT i øvrigt meldte kontrolbesøg hos virksomheden, nægtede speditør X imidlertid at have givet tilladelse til, at varerne kunne angives i dennes navn og for dennes regning, hvorfor SKAT anmodede toldspeditøren om, at dokumentere repræsentationsforholdet.

Dokumentation for repræsentationsforholdet

Det er heldigvis ved at være almindeligt kendt i speditionsbranchen, at et repræsentationsforhold skal kunne dokumenteres ved en fuldmagt. Hvis repræsentationsforholdet ikke kan dokumenteres, anses repræsentanten (toldspeditøren) for at handle i eget navn og for egen regning, hvilket betyder at repræsentanten hæfter for told, importmoms samt eventuelt andre importafgifter.

Der findes ingen formkrav til en sådan fuldmagt. I nærværende sag havde speditøren som nævnt skriftlig instruks (fuldmagt) pr. mail fra den kontraherende speditør, men den kontraherende speditør havde alene fået mundtlig tilsagn fra speditør X.

Henset til at speditør X nu nægtede fuldmagtsforholdet kunne der således ikke føres tilstrækkelig bevis for fuldmagtsforholdets beståen, selvom der var en række forhold, som klart understøttede fuldmagtsforholdets beståen, bl.a. var direktøren hos speditør X i kopi på instruktionsmailen fra den kontraherende speditør, ligesom den kontraherende speditør havde kontor i samme lokaler som speditør X.

Landsretten fandt imidlertid ikke disse forhold tilstrækkelig til at anse fuldmagtsforholdet for dokumenteret, retten fandt at toldspeditøren burde have søgt forholdet bekræftet direkte hos speditør X inden man påbegyndte indgivelse af toldangivelserne i SKATs toldsystem.

Sagen bekræfter således, at toldspeditøren altid skal sikre sig, at den kontraherende speditør har en behørig fuldmagt til at lade varerne angive på i den oplyste varemodtagers (importørs) navn og for dennes regning. Særligt hvis importøren ikke er den materielle ejer af varerne.

Toldspeditørens hæftelse for importmoms

Henset til at Vestre Landsret nåede til den konklusion, at repræsentationsforholdet ikke kunne anses for at være behørigt dokumenteret, var toldspeditøren debitor for toldskylden, idet toldspeditøren jf. toldkodeks i sådanne tilfælde anses for at handle i eget navn og for egen regning.

Spørgsmålet var herefter om toldspeditøren tillige hæftede for betaling af importmomsbeløbet.

EU-Domstolen har tidligere fastslået, at det er berettiget, når medlemsstaterne nægter speditøren ret til fradrag for importmoms opkrævet som følge af manglende overholdelse af toldprocedurer, idet varerne ikke indgår i speditørens momspligtige virksomhed.

Grænserne for hvornår speditøren må anses for at hæfte og dermed være betalingspligtig for importmomsen, har således været genstand for prøvelse de seneste år, idet importmomsen vil være en ren omkostning for importøren, hvis det ikke er muligt at neutralisere importmomsen ved viderefakturering til vareejer.

Det følger af momslovens bestemmelser, at den betalingspligtige for importmoms er importøren, men importørbegrebet er ikke nærmere defineret i hverken lovgivning eller forarbejder.

Hidtidig praksis har klart indikeret, at hæftelse for importmoms forudsætter en faktisk eller retlig råderet over varen, men Vestre Landsret slår i nærværende sag fast, at toldspeditøren må anses som importør og dermed betalingspligtig for importmomsen, allerede fordi denne anses for at handle i eget navn og for egen regning i toldmæssig forstand, jf. toldkodeksens bestemmelser. Vestre Landsret fastslår således reelt, at importørbegrebet i den danske momslov er sammenfaldende med toldkodeksens definition af klareren, dvs. den i hvis navn og regning toldangivelsen indgives, hvilket reelt betyder, at hæftelsen for importmomsen følger den formelle angivelse (selvfølgelig kun i den situation hvor der er indgivet en angivelse).

Landsrettens fortolkning af importørbegrebet finder således udelukkende sin støtte i toldkodeksens bestemmelser, og der kan efter min opfattelse stilles spørgsmålstegn ved, om der er tilstrækkelig hjemmelsgrundlag for en sådan fortolkning, idet der hverken i lovteksten eller i forarbejderne til momslovens henvises til toldkodeksen i sammenhæng med importørbegrebet eller betalingspligten. Vi må desværre bare anerkende at momslovens bestemmelser vedrørende den betalingspligtige personkreds og i øvrigt også i den bagvedliggende direktivbestemmelse, er formuleret så bredt og åbent, at SKAT kan slippe igennem med det meste.

Sagen er således endnu et af de kedelige eksempler på, at det desværre er helt utrolig vanskeligt for borgerne at opnå medhold i en told, skatte- eller afgiftssag mod de danske myndigheder. De fleste bestemmelser kan fortolkes i den retning, som domstolene (myndighederne) finder mest hensigtsmæssigt.

Karin-Lis Sinding Jensen, Advokat (L)

Publiceret 20. juli 2018