IMPORTMOMS
Kan importmomskravet afværges?
Fradrag for importmoms?
EU Domstolen fastslog tilbage i sommeren 2015 i sag C-187/14, at det er berettiget, når medlemsstaterne nægter speditøren ret til fradrag for importmoms opkrævet som følge af manglende overholdelse af en given toldprocedure, f.eks. manglende afslutning af en forsendelse.
Problemstillingen må således anses for at være afklaret, og vi må konstatere, at vi ikke kan komme igennem med en argumentation om, at speditøren er berettiget til fradrag for importmoms opstået som følge af fejl ved anvendelse af en toldprocedure.
Det afgørende faktum er, at varen ikke indgår i speditørens afgiftspligtige transaktioner (speditøren har hverken købt eller solgt varen, og har således ikke haft retlig rådighed over varen).
Hæfter speditøren for importmoms?
I forlængelse af problemstillingen omkring speditørens manglende fradrag for importmoms, er det tillige blevet et omdiskuteret emne om speditøren overhovedet hæfter, og dermed er betalingspligtig for importmomsen opstået som følge af fejl i forbindelse med anvendelse af en given toldprocedure.
Hæftelse for importmomsbeløb opstået ved import af varer fremgår af momslovens § 46, stk. 6 samt de supplerende hæftelsesbestemmelser i toldlovens § 39, stk. 1.
Det betyder, at speditøren alene hæfter, og dermed er betalingspligtig for importmomsen, såfremt speditøren skal anses for at være omfattet af personkredsen nævnt i én af disse bestemmelser.
Hæftelse i henhold til momslovens § 46, stk. 6
Momslovens § 46, stk. 6 har følgende ordlyd: ”Betaling af afgift for varer, der indføres fra steder uden for EU, påhviler importøren”.
Bestemmelsen fastslår, at betalingspligten påhviler ”importøren”, men er det berettiget at anse speditøren for at være omfattet af begrebet ”importør”, blot fordi toldskylden ikke opstår som følge af en toldangivelse men derimod som følge af en fejl?
Jeg mener ikke, at SKAT har hjemmelsgrundlag til at anse speditøren som betalingspligtig importør i henhold til momslovens § 46, stk. 6.
Begrebet importør er ikke nærmere defineret i hverken de bagvedliggende bestemmelser i momssystemdirektivet eller i forarbejderne til momsloven, og fortolkningen af begrebet importør må derfor først og fremmest vurderes ud fra en ordlyds- og formålsfortolkning.
Den rent sproglige forståelse af begrebet importør tilsiger, at importøren er den person der har retlig råderet over varen, dvs. den erhvervsdrivende person der importerer varer fra tredjeland til brug for dennes virksomhed.
Denne fortoldning understøttes af, at det i henhold til toldloven netop er varemodtager (vareejer), der har pligt til at lade sig importørregistrere.
Tilsvarende understøttes denne fortolkningen af en Højesteretsafgørelse, hvor en linjeagent ikke blev anset for at hæfte for importmomsen i henhold til momslovens § 46, stk. 6, idet linjeagenten ikke blev anset for at have haft retlig råderet over varerne. Samme resultat nåede Østre Landsret frem til i en sag, hvor retten tillige fastslog at Københavns Havn ikke kunne anses for betalingspligtig for importmomsen i henhold til momslovens § 46, stk. 6, idet Havnen ikke havde haft retlig råderet over varerne.
En fortolkning hvorefter speditøren som følge af den manglende retlige råderet over varerne ikke kan anses som importør, og dermed betalingspligtig for importmomsen i henhold til momslovens § 46, stk. 6 ligger i øvrigt også i tråd med EU Domstolens afgørelse, hvorefter speditøren ikke har ret til fradrag netop som følge af den manglende retlige råderet.
SKAT henviser dog fortsat ofte til momslovens § 46, stk. 6, som hjemmelsgrundlag for at speditøren hæfter for importmomsen. Det er jf. ovenstående min opfordring, at man i sådanne tilfælde afviser kravet over for SKAT med henvisning til, at man ikke kan anses som importør, og således ikke hæfter for importmomsen med henvisning til momslovens § 46, stk. 6. SKAT bør i stedet opfordres til at rette kravet mod den reelle importør (vareejer).
Supplerende hæftelsesbestemmelse i toldlovens § 39
De supplerende hæftelsesbestemmelser i toldlovens § 39, hvorefter den der på et givent tidspunkt råder over varerne, hæfter for de på varerne hvilende told og afgifter er straks en værre udfordring.
Det fremgår af forarbejderne og retspraksis, at den der har fysisk rådighed (dispositionsbeføjelse) over varen på et givent tidspunkt, må anses for at hæfte for de på varerne hvilende afgifter, herunder importmomsen.
Det betyder, at f.eks. vognmanden der fysisk transporter varerne eller den hovedforpligtigede for forsendelsen kan risikere, at blive pålagt betalingspligten for importmomsen hvis der sker fejl i forbindelse med forsendelse. Tilsvarende kan den oplagshaver, der har opbevaret varerne på sit toldoplag eller midlertidige oplag blive ansvarlig for importmomsen hvis der sker fejl i forbindelse med sådanne procedurer.
Det er dog vigtigt at notere sig, at bestemmelsen efter min opfattelse dog har visse begrænsninger. Det er således min vurdering, at f.eks. en ren toldspeditør som alene har forestået papirarbejdet, og således på intet tidspunkt har haft fysisk råderet over varerne, ikke kan pålægges hæftelse for importmomsen i henhold til denne bestemmelse.
Netop dette spørgsmål er under prøvelse i en verserende byretssag, hvor vi aktuelt afventer dom.
Sammenfattende er det således min vurdering, at SKAT ikke har tilstrækkelig hjemmelsgrundlag til at opkræve importmoms hos speditøren, såfremt speditøren hverken har haft retlig eller faktisk råderet over varerne, men spørgsmålet er endnu ikke endeligt afklaret.
Momsfritagelse i henhold til momslovens § 36, stk. 1, nr. 5
Hvis speditøren i den konkrete situation må anses for at hæfte for betaling af importmomsen, er der en eventuel sidste mulighed for at afværge importmomskravet fra SKAT.
Momslovens § 36, stk. 1, nr. 5 hjemler fritagelse for importmoms, hvis varen i umiddelbart forlængelse af importen (toldskyldens opståen) af importøren leveres videre til en momsregistreret modtager i et andet EU-land, som er forpligtet til at betale erhvervelsesmoms af varen.
SKAT henviser også selv til denne mulighed i den juridiske vejledning, men i praksis oplever vi desværre, at SKAT i rigtig mange tilfælde afviser momsfritagelse, selvom varen er transporteret til en momspligtig køber i et andet EU-land. SKAT henviser i disse tilfælde til de supplerende bestemmelser i momsbekendtgørelsen, hvoraf det fremgår, at aftagerens momsnummer skal angives i toldangivelsen som en forudsætning for, at man kan gøre brug af fritagelsesbestemmelsen (dvs. varen skal angives under procedure 4200 og ikke 4000).
Udfordringen er selvfølgelig, at dette krav ikke er praktisk muligt at imødekomme, såfremt toldskylden ikke er opstået som følge af toldangivelse, men derimod som følge af fejl i forbindelse med f.eks. en forsendelsesprocedure.
Det er endnu ikke endeligt afklaret i praksis, hvorvidt det er berettiget, at SKAT fastholder formalitetskravet om, at varemodtagers momsnummer skal oplyses, når toldskylden opstår på anden vis end ved toldangivelse.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man udfordrer SKAT på netop dette område. Det er naturligvis en forudsætning, at man kan dokumentere, at varen er leveret til køber i et andet EU-land, og at denne køber har betalt erhvervelsesmoms af varerne.